Du kender den. Den står der på bordet, og minder dig om, at du har været doven. Du føler, at den forholder sig til dig. Hvis den havde haft øjne, ville den sidde og kigge på dig med et bebrejdende blik. Opvasken. Det stykke arbejde som du har udsat og udsat, og som du nu ved, ikke har høje tanker om dig. Den føler sig overset. En stor stak opvask på et køkkenbord sker vel især for mennesker, som ikke har en opvaskemaskine.
Men selv for folk med en opvaskemaskine, kan dovenskab gøre, at der står opvask på bordet. Her taler jeg af egen erfaring. Ikke hjemme fra mig selv, men hos nogle som jeg har været på besøg hos, som har en opvaskemaskine. Her er det gentagende gange sket, at der står en kæmpe opvask efter aftensmaden, og somme tider at den endda står der indtil dagen derpå.
Og så skal der et stort arbejde af oprydning til, før man overhovedet kan tale om så meget som at gøre klar til morgenmaden. Det er en fuldt og hel besværlig måde at gøre det på, hvis du spørger mig. Sådan kunne jeg i hvert fald ikke tænke mig det hjemme hos mig selv.